"The bird and the bee" på dansk

Prolog:

Man siger jo, at humlebien egentlig slet ikke burde kunne flyve, fordi kroppen er alt for tung. Heldigvis ved humlebien det ikke, den tror på sig selv og - flyver!

 

Hovedpersonen i min historie, en maler, plages af kærestesorg. Han søger svar på sine spørgsmål i et kloster, som i sin tid blev bygget af en munk. Munken var en høj mand og han ville vise sin ydmyghed over for Gud. Derfor konstruerede han bygningerne så lave, at han skulle bukke sig, hver gang han ville betræde dem. Men maleren kan ikke finde ro i klosteret, og for at dulme sin sorg drager han af sted på en rejse, over de syv verdenshave, gennem et område beliggende mellem Pakistan og Afghanistan, kaldet "Waghan-dalen".

Undervejs, i dette stille område, får han god tid til at tænke over sin situation og livet i det hele taget. Hvordan han bruger det. Han slår lejr og forsøger at udtrykke sine følelser i form af kærestebreve, men ingen af dem kan beskrive dét, han virkelig føler. Han savner hende og ser hendes ansigt og skikkelse alle vegne, oppe i bjergene og nede mellem de mange sten, der findes overalt.

Bjergene og stenene begynder at skifte farve og form, han drømmer sig ind i en helt anden verden. Men han må fortsætte sin lange vej, krydse floder og grænser, vandre videre gennem ørkenlignende landskaber, hvor hans eneste følgesvend er stenene. Midt i bjergene mener han at kunne se en lille hytte og han ønsker så meget at kunne høre hendes stemme.

Fra tid til anden holder han en pause og begynder ved hjælp af stenene at bygge en stedfortræder for hende, én han kan tale med og betro sig til.  Eller er det et selvportræt? Han sidder længe og taler og føler sig ikke så alene mere. Taler om sit liv, sin uafhængighed og frihed, som han ikke mener at kunne mærke, når han er knyttet til et andet menneske. Så føler han sig bundet og ufri og tung, og ikke så let og luftig og glad, når han ikke er forpligtet. Men han vil også gerne elskes. Stedfortræderen er god til at lytte.

Det er også længe siden, at han har set sin familie, som lever et helt andet sted. Hans mor og far og bror. Han vandrer videre og kommer til en skrænt. Her findes sten, som han aldrig har set før og han begynder at bygge figurer af sten. Først moderen, derefter broderen og til sidst faderen, som han har et vanskeligt forhold til. Faderen synes ikke at maleriet er en ordentlig levevej og finder sønnens liv alt for ustruktureret.

Maleren kommer pludselig til at tænke på ordene i en sang, han engang har hørt: "true love will find you in the end, you'll find out just who was your friend, don't be sad, I know you will, but don't give up until true love finds you in the end. This is a promise with a catch, only if you are looking will it find you 'cause true love is searching too. But how can it recognize you unless you step out into the light? But don't give up until true love finds you in the end." Han føler trøst i disse ord.

Stenene bliver helt livagtige, pludseligt ser han et busstoppested, midt i bjerglandskabet. Det ligner dem, han kan huske fra sin hjemby. Hun tog altid bussen, når hun besøgte ham, fordi de boede langt fra hinanden. Er hun alligevel fulgt efter ham? Nej. Han har ikke villet have hende, det skrev han ganske tydeligt til hende, selv om han nogle gange mente noget andet. Men nu sidder smerten inde i ham og vil ikke gå væk. Maleren mindes dén dag, hvor de havde en alvorlig samtale. De diskuterede deres forskellige måder at leve på og hvad de hver især troede på. Han tror ikke på noget bestemt, men det gjorde hun. Tillid. Oprigtighed. Kærlighed. Han sukker dybt ved tanken om denne aften og nat, som endte så underligt. Nogle gange kan han godt henfalde i fantasier om at leve sammen med hende, elske med hende, male og være lykkelig. Men han er også den frie boheme, egoistisk og selvcentreret, ja, han er faktisk glad for sit liv. Men en gang imellem kan han mærke den røde og den hvide djævel, der står og prikker til ham. Et hjerte er en kostbar gave, der ikke gives til hvem som helst. Smid det ikke væk! Hvor mange gange i livet får man et hjerte forærende?

Solnedgangen. Det lyder romantisk og han har malet den flere gange. Dengang sad de længe sammen på stranden og så på, hvordan solen forsvandt i havet. Han begynder at bygge to figurer af sten og føler, at de ligner ham og hende. Udtrykker både samhørighed, men også individualitet.

Han begynder også at savne havet og lyset i horisonten og længes efter at komme videre, med sig selv og livet. Længes for første gang i lang tid efter at male igen, nye billeder, store billeder, runde former, bløde farver, hvor lærredet er vådt og malingen løber. Mon hun har fået brev fra ham? Han sendte det for lang tid siden, uden nøjagtig at vide, hvornår, han har mistet al tidsfornemmelsen. Ville han overhovedet have et svar fra hende? Ville hun tro på ham nu, selv om han mange gange tidligere har sagt noget andet og skiftet mening? Men tanken om hende gør ham varm i brystet og han kan mærke glæden ved fantasien om snart at se hende igen.

På et langt hegn lige ved havet finder han en postkasse. Underligt, at bygge hegn sådan et sted. Stolperne ligner en lang række mennesker, lyse og mørke, høje og lave. I postkassen ligger brevet fra hende. Hendes svar. Hans fremtid. Solens skarpe stråler gør det næsten umuligt for ham at læse det, bogstaverne danser..."I want to show my gratitude to you..the best thing you ever did for me was leave..best thing you did was walk out of my life..you were never worth my love..why did I not see it...why did I not walk away..when I had so many reasons..I want to thank you..for letting me live my life..you were never worth my time, all you did was waste it..I knew that it had to end, but my heart could not face it..you finally gave me what I need..thank you for that.."

Han går og går, uden at vide hvorhen, mens han læser brevet, mange gange. Smerten i brystet breder sig til hele hans krop. Det føles ubærligt. Han kan ikke nå hende. Hvorfor er livet sådan? Er kærlighed ikke nok, selv om behovene ikke helt passer sammen? Hvorfor er det sådan, at én altid elsker lidt mere end den anden?

"..Einer von zweien..liebt immer etwas mehr..einer von zweien..schaut immer hinterher..einer von zweien..fühlt sich schwer wie Blei..der Andere kann gar nichts dafür..für ihn öffnet sich jede Tür..der Andere hängt an niemand..so wie ich an dir..einer von zweien grübelt zu viel..einer von zweien hat kein gerades Ziel..einer von zweien trägt eine Last mit sich rum..und der Andere..."

Maleren når til en bro, men han kan ikke se, hvor den fører hen. Han læser brevet en sidste gang, og beslutter sig for at lade det flyve væk, ud over havet og videre mod horisonten. Det føles rart at tage en beslutning, som ikke kan gøres om. Han kan mærke en ny sikkerhed inden i sig selv og ville ønske at han var hjemme nu, for så ville han male, male, male. Det har altid gjort ham glad, hans maleri, selv om, eller på trods af, at det er svært og indebærer mange nederlag og frustrationer. Når han malede, var han sig selv nok i sin egen verden, alt blev reduceret til billedet og ham og dialogen mellem dem. Ikke fordi, det var gnidningsløst, langtfra. De kunne diskutere og skændes dag og nat og være sure på hinanden, men han vidste jo, at billedet til sidst altid havde ret. Derfor ville han nu alligevel en gang imellem prøve kræfterne og gennemtrumfe sin vilje, uden held, men det var et forsøg værd. Han smiler ved tanken om, at de nærmest opførte sig som et kærestepar og undrer sig samtidigt over, at han kunne smile nu, hvor han egentlig var trist over hendes brev.

Epilog: Han føler sig stærk nu og helt fri i sit nye liv, fri som en fugl. Men har han ikke altid været det? Ligger friheden ikke inden i hvert menneske og vi må selv finde frem til den, hver især på vores egen måde? Er friheden ikke muligheden for at træffe egne valg? Muligheden for at ændre på tingenes tilstand ved selv at gøre noget? Friheden, lykken, kærligheden og troen på os selv har vi alle inden i os, et eller andet sted.

Humlebien har vidst det hele tiden.