"Den magiske postkasse"

- eller hvordan man genfinder kærligheden

Hr. Schwanenflügel har været postbud i over 40 år. Altid den samme rute, han kender hver en sten. Han har også været gift i over 40 år. Et lykkeligt ægteskab, men også det er blevet en vane. Lige som brevene. Det er blevet dagligdag, dog elsker han stadig sin kone. Men de taler mindre og mindre sammen. Han kender hende og deres fælles liv ud og ind - lige som sin rute. For alt i verden ønsker han at kunne tale med hende igen, sludre og fortælle lige som i gamle dage. Dengang var alting nyt, de kendte endnu ikke hinanden og der var så meget at opdage.

Hr. Schwanenflügel sukker dybt, tager sin taske med de mange breve og begiver sig på vej til sin rute. Samtidig tænker han over  denne morgen, sammen med sin kone. Hun sagde ikke ret meget, smilede ikke og så trist ud. Han spurgte hende hvorfor, men hun ville ikke svare. Uden et ord hældte hun kaffen op til ham, lagde madpakken i hans taske og vinkede kort til ham, da han forlod huset.

Postbuddet Schwanenflügel synes at hans taske er særlig tung i dag, det er igen meget varmt og vejen støvet, endeløs og ensom - lige som hans hjerte. Disse utallige postkasser, som grådige munde, der skal fodres, dag for dag.

Han tager de første breve op af tasken og begynder at fordele dem i de tilsvarende postkasser. Alle postkasserne er meget forskellige, næsten menneskelige. Nogle er nye og navnet står tydeligt, andre er ældre og mærket af vind og vejr. Rusten har bredt sig ved flere af dem og metallet er blevet tyndt. Der er også en postkasse - ved nr. 17 - som ser ud som om den sjældent bliver tømt, selv om den virker ny. Hr. Schwanenflügel undrer sig. Der står intet navn på postkassen, selve huset er lille, lidt forsømt og ligger tilbagetrukken fra vejen. Han har aldrig set mennesker ved dette sted.

Med tiden har han også lært folks post at kende. Der kommer breve fra banker og forsikringer, regninger, feriepostkort og naturligvis post fra det offentlige. Sommetider også helt private breve, det kan han se på de håndskrevne adresser. Smukke, sirlige bogstaver, med rigtig blæk og omhyggeligt placeret midt på konvolutten. Meget sjælden kan han fornemme en svag duft af parfume. Når han trækker et sådant brev op af sin taske, kan han ikke lade være med at presse det mod sit bryst for en stund. Pludselig bliver han mindet om den dag, hvor han mødte sin kone for første gang og de kærlige breve, som de skrev til hinanden. Men det er længe siden.

Det er særlig varmt i dag. Selv om det endnu er tidligt på formiddagen, løber sveden fra hans tindinger og ned i kraven på hans uniformskjorte. Der er stadig så mange breve i tasken! Vejen vil ingen ende tage, han tørrer sin pande med et lommetørklæde og stiller sig et øjeblik i skyggen under et træ. Han er nu næsten nået til nr. 17 og kigger i sin taske, om han igen har post til denne mærkværdige postkasse. Ja, der er et brev og det ser meget officielt ud.

Hr. Schwanenflügel forlader træets kølige skygge og skal lige til at putte brevet i postkassen, da han bemærker, at ikke alt er som det plejer at være. I postkassens sprække sidder noget. Han trækker det forsigtigt ud og ser, at det er et brev, omhyggeligt foldet i midten. Hvad skal han gøre med det? Hvem er brevet stilet til? Om han vil eller ej, bliver han nødt til at åbne det, løfte brevhemmeligheden og læse det, ellers ville han aldrig finde ud af det og aflevere brevet det rette sted. Dette går meget imod Hr. Schwanenflügels faglige stolthed og han beslutter, at opklare mysteriet. Han mener næsten at kunne mærke en svag duft af parfume.

Med tilbageholdt åndedræt læser han:

"Ærede, ukendte postbud!

Jeg bliver altid så glad, når jeg modtager post, som De så samvittighedsfuldt og trofast bringer mig. Aldrig har De svigtet mig. Jeg er en ensom kvinde, brevene er hele mit livsindhold, mit vindue til verden, som jeg elsker så højt og som jeg ser alt for lidt af. Derfor har jeg kun brevene og Dem, som jeg gerne vil lære nærmere at kende. Måske føler De lyst til at svare mig, ingen ville være mere lykkelig end jeg.

De venligste hilsner

Nr. 17"

Hr. Schwanenflügel kan ikke tro sine egne øjne, da han læser disse ord. En kvinde, som skriver til ham, et postbud, for at lære ham nærmere at kende?! Men det kan jo ikke lade sig gøre, han har jo allerede en kone, som han elsker. De taler godt nok ikke så meget sammen mere, men denne mangel på ord har ikke ændret ved hans følelser for hende. Hvad skal han gøre? Han er kun et postbud, der bringer brevene, han skal ikke modtage dem!

Han aner ikke sine levende råd og står nogle minutter i den brændende sol, inden han beslutter at folde brevet sammen igen og putte det i brystlommen på hans uniformjakke, ikke uden endnu en gang at kunne fornemme en svag duft af parfume.

Pludselig virker den ellers så støvede vej meget kortere, han går hurtigere end ellers og føler heller ikke varmen længere på samme måde som før. Brevet i hans brystlomme brænder som ild, det kan han ikke forstå. Sådan en følelse har han ikke haft længe og han standser igen under et træ, for at finde brevet frem igen og læse det, mange gange.

Efterhånden er det blevet tid til at fordele de andre breve og han slutter sin rute tidligere end ellers, fordi han føler sig meget glad indeni. Hjemme hos sin kone kan han næsten ikke skjule sit gode humør, men hun er så fåmælt som altid og kort tid efter er begge tilbage i deres vante tavshed. Også den næste morgen forløber som altid, dog er han spændt på postkasse  nr. 17 og om der mon venter et nyt brev på ham.

Da han når frem, føler han sin skuffelse allerede på lang afstand - intet hvidt papir sidder i sprækken. Var det hele kun indbildning? Men brevet er stadig i hans brystlomme og han læser det endnu en gang. Skulle han svare denne hemmelighedsfulde kvinde? Hans egen kone måtte selvfølgelig ikke vide det, hun ville blot misforstå situationen og blive ked af det. Egentlig er det ham meget imod at skjule noget for sin kone, men han har nu engang brug for lidt afveksling, hans arbejde er ensformig og han er meget alene, så lidt opmærksomhed er kun rimelig. Hans samvittighedskvaler piner ham et lille stykke tid endnu, så beslutter han at svare den ukendte kvinde:

"Ærede nr. 17,

jeg er både overrasket og beæret over, at De så venligt skriver til mig. Jeg er kun et postbud, som vandrer alene på vejen, for samvittighedsfuldt at udføre sit arbejde. Dog savner jeg tit en samtale, et menneske, der vil lytte til mig. Måske har jeg fundet sådant et menneske hos Dem? Det ville være en stor glæde og et stort behov for mig at betro mig til Dem.

Deres altid hengivne

Postbud."

Hr. Schwanenflügels hjerte banker helt op i halsen på ham, da han folder brevet og putter det i postkassen nr. 17. Hvad har han gjort? Hvad skal der ske? Vil hun svare ham? Drivvåde af nervøsitet er hans hænder, da han vender hjem. Han føler sig mærkeligt tilpas, næsten som dengang, da han var ung og forelsket for første gang. Som en kåd skoledreng har han det og han får lyst til at svinge sin kone rundt i en løssluppen dans. Også hun virker anderledes i dag. Hun ser yngre ud, hendes ansigt blødere og hun smiler til ham. Begge to nyder den nye stemning imellem dem og aftenen forløber anderledes end den plejer.   

Igen med bankende hjerte begiver Hr. Schwanenflügel sig ud på sin rute næste morgen, tidligere end ellers. Hans kone spørger ikke hvorfor, hun virker forandret og har en pæn kjole på, selv om der slet ikke er grund til det. Allerede på lang afstand kan Hr. Schwanenflügel se et hvidt stykke papir lyse i det fjerne og ganske rigtigt, er det nr. 17, der har et brev til ham. Hans hjerte jubler, så har hun alligevel svaret ham!

Med utålmodige fingre folder han brevet ud og læser:

" Kære ukendte postbud,

så stor var glæden, som jeg følte i går, da jeg modtog Deres tillidsfulde skrivelse, at min tak til Dem ikke kan være hjerteligt nok. Det var som talt ud af mit hjerte, også jeg savner et menneske, der vil lytte til mig, som vil dele sine tanker med mig og som jeg kan betro mig til...vel har jeg en trofast mand, som jeg elsker, men han kan ikke opfylde alle mine behov..."

Postbuddet Schwanenflügel er ved at tabe vejret, han læser og læser, brevet er meget langt og personligt. Den ukendte kvinde fortæller ham om sit liv, som om de havde kendt hinanden og været venner i lang tid. Men han forstår hende godt, han føler på samme måde. Derfor beslutter han at svare hende lige nu og her:

"Ærede nr. 17,

også jeg føler mig lykkelig og beæret over en så inderlig skrivelse fra deres hånd. Jeg forsikrer Dem min fulde forståelse og tillid og kan kun bekræfte Dem i Deres synspunkter. Også jeg har de af Dem beskrevne ønsker og længsler, som trænger til at blive opfyldt. Så kunne jeg for eksempel godt tænke mig at ..."

Hr. Schwanenflügel glemmer tid og sted og skriver og skriver, alt, hvad han har haft på hjertet i mange år og som han ikke har fortalt til sin kone, fordi han ikke tror på at hun ville kunne forstå det. Det er ret forbavsende, så meget deres livshistorier ligner hinanden. De skriver til hinanden i et stykke tid, udveksler deres breve og nærmer sig hinanden mere og mere. Han føler sig let og luftig i sindet og også derhjemme er hans kone helt forandret, så glad og afslappet virker hun på ham. Han har heller ikke længere dårlig samvittighed over for hende, så meget har han vænnet sig til deres nye situation, at han næsten ikke kan mærke forskel mere mellem sin kone og den forstående ukendte kvinde i nr. 17.

På denne yderst behagelige måde kunne alt have varet ved i mange år endnu, hvis ikke Hr. Schwanenflügel en dag kunne læse i et af nr. 17 meget smukke breve, at hun ønskede sig et personligt møde mellem dem. Den ukendte kvinde foreslog at mødes ved samme postkasse, som har gjort dem begge så lykkelige og tilfredse.

Pludseligt vender hans tidligere samvittighedskvaler tilbage, fuld af skyldfølelse over for sin kone tilbageviser han forslaget og undskylder sig med tidsmangel og at et længere ophold på ruten ikke er tilladt. Trist lægger han brevet i postkassen - måske vil hun nu ikke længere vide af ham, fordi han afviser at mødes?

Mismodigt går han hjem. Her er stemningen næsten som i gamle dage, før han begyndte den romantiske korrespondance med den ukendte. Hans kone er tavs og trækker sig helt tilbage efter aftensmaden. Så tilbringer Hr. Schwanenflügel natten med at gruble og har truffet en beslutning, da morgendagen begynder: han vil mødes med nr. 17, hele hans lykke står på spil, det er endnu ikke for sent. Tungt om hjertet tager han afsked med sin kone og går så hurtigt han kan til sin rute, hvor han snart når frem til nr. 17.

Han ryster over hele kroppen, da han står foran postkassen, som betyder hele hans fremtid. Efter en sidste tvivl lægger han brevet, som han skrev i nat, i postkassen og føler sin skæbne beseglet. I brevet foreslår han at mødes næste dag kl. 12 - han har svært ved at vente til i morgen.

Da han vender hjem, er hans kone i usædvanlig godt humør. Det kan han overhovedet ikke forstå. Hun har endda lavet hans yndlingsret og for første gang i lang tid mener han at kunne fornemme en svag duft af parfume. Venter hun måske en gæst, som han ikke ved noget om? Selv om han tilbringer aftenen i tavshed og kun tænker på i morgen, nynner hans kone en lille melodi, som han kun alt for godt kender. Det er sangen, som de for første gang dansede til, dengang.

Med bankende hjerte begiver Hr. Schwanenflügel sig næste morgen ud på sin rute, han har endda taget en ny uniformskjorte på. Aldrig nogensinde før har han fordelt brevene så hurtigt som i dag, men klokken har tilsyneladende ikke travlt. Som i sneglefart bevæger timerne sig fremad, endelig er tiden inde, klokken er 12 og han mangler kun få skridt til postkasse nr. 17. Endelig når han frem og hans skuffelse er ubeskriveligt: hun er der ikke! Hun har taget hans første afslag ilde op, nu er alt forbi.

Han kan ikke tro det, så meget var han overbevist om, at hun ville komme, så meget troede han allerede at kende hende. Stakåndet står han foran nr. 17, ude af stand til at bevæge sig. Pludselig hører han en raslen, lyden af en gren, der knækker. En kvinde kommer til syne, hun går med lette skridt, forbi de blomstrende buske, hun har en pæn kjole på og allerede nu kan han fornemme parfumeduften, som han elsker så højt og som han kender så godt. Den ukendte kvinde er - hans egen kone!